Vi er en dansk, familieejet restaurantkæde med visionen om, at alle gæster skal gøres tilfredse
Historien om Restaurant Flammen
Restaurant Flammen er mere end bare en restaurantkæde. Flammen er en families ønske om at skabe et hyggeligt sted for alle, med noget for enhver smag og hvor man på god sønderjysk manér bliver richte godt sat (rigsdansk: rigtig godt mæt), uden at det har kostet en bondegård.
Fra sønderjysk kro til Flammen
Den familie er familien Rosenfeldt Sunddal (mor Ketty, far Flemming, sønnen Martin og datteren Kristina). En Sønderjysk familie, der startede en købmandsbutik i den lille by Fole, placeret solidt mellem Haderslev og Ribe.
Familien har altid haft en stor interesse for mad og vin, så de fandt derfor på at udvide butikken med lidt hyggelige vinsmagningsaftener med småretter. Det udviklede sig hurtigt, da disse aftener blev meget populære. Så familien valgte at udvide og lave en reel kro. Den kro endte med at starte hele Flammen-eventyret.
Familien holdt af at drive kroen og at arbejde sammen, og de snakkede tit om at udvide og måske skabe noget helt nyt. Idéen til konceptet med en stor grillbuffet med noget for enhver smag opstod i 1996 og blev udviklet på og testet igennem årene.